Mikkel Bogh blogger: Robert Smithsons 'Uden titel' (1965)

Læs med, når museets direktør Mikkel Bogh blogger om det, det hele handler om: kunsten.

I dette indlæg udforsker Mikkel Bogh SMK's værk Uden titel af Robert Smithson.



Kommer man gående op ad gangen fra bygningens vestlige ende, og har man netop dvælet ved Edvard Weie eller Emil Nolde, kan mødet med Robert Smithsons og Lawrence Wieners værker, samlet i en mindre sal på højre hånd, godt forekomme som en frysende og udtryksløs affære. Eller positivt formuleret: Som et forfriskende bad i en kølig bjergbæk efter en vandretur i subtropisk lavland. Væk er modernisternes delikate farvenuancer, væk er det følsomt dirrende penselstrøg, væk er kompositionen, der udfylder lærredet og sikrer, at vi trækkes ind i en imaginær verden. Nå ja, og væk er for øvrigt maleriet. Nogle ville måske endda sige, at skulpturen også er ophørt. Med Robert Smithsons lille blå objekt Uden titel har vi definitivt forladt den moderne kunst og bevæget os ind i samtidskunsten – ’contemporary art’ – som man begyndte at sige i USA, før vi her i Danmark havde besluttet os for, hvad vi ville kalde det, der var helt nyt. Men sagen er, at samtidskunst ikke blot refererer til det, der er nyt. Smithsons værk er fra 1965, hvor jeg selv ikke var mere end godt et år gammel. Så værket er jo, om ikke gammelt, så i hvert fald modent. Samtidskunst skal måske, snarere end bare at henvise til det nye, ses som den kunst, der tager udgangspunkt i og forholder sig til sin omverden, til mødet med beskueren og til de kulturelle, sproglige og institutionelle rammer som værket optræder i og ses igennem.

Samtidskunsten forholder sig til sin samtid. Hvilket selvfølgelig kan foregå på et utal af måder og sjældent blot 1:1. Hvad gør Robert Smithsons værk til samtidskunst?

På omgangshøjde med tiden
Blåt objekt. En metalkasse i en stålramme. Den ligner lidt en futuristisk tidsskriftholder, et designobjekt. Fyldt med spejle. Grønne spejle. Er det en funden genstand, der har haft en anden funktion inden den blev til værk? Har Smithson lavet en modificeret ready-made? Vi befinder os trods alt i den store Marcel Duchamp-revivals tid, hvor en lille håndfuld nytænkende kunstnere, musikere og forfattere i USA – jeg tænker på folk som Jo Bear, Andy Warhol, Don Judd (som SMK også har et fornemt værk af – se i hjørnerummet på den anden side af gangen, ud mod Østre Anlæg), Carl Andre, Susan Sontag, John Cage og Meredith Monk – begyndte at kigge sig om efter udtryk, der udnyttede tidens industrielle materialer, klanglige muligheder og en billedteknologi, som også medierne anvendte. Ambitionen var at være på omgangshøjde med tiden frem for at bruge for længst udtjente materialer, teknikker og værktøjer, som kunsten indtil da havde holdt i hævd, mens det øvrige samfund buldrede derudaf. Det var den tid, hvor en generation af amerikanske kunstnere fandt inspiration i forstædernes endeløse husrækker, boligblokkenes monotoni, byggepladsernes direkte materialehåndtering og de masseproducerede varer i de nye supermarkeder. Men selvfølgelig uden bare at gøre det samme. Man ville være samtidig og usamtidig – på samme tid.

Rundt om objektet
Noget af alt dette generationstypiske ser jeg i Robert Smithsons blå objekt: Materialernes kølighed, der giver mindelser om industriens arkitektur, formen, som har et skær af funktionalitet over sig, men uden at den nogensinde løfter sløret for sit praktiske formål (netop fordi der intet er), placeringen direkte på gulvet, ligesom et møbel eller en maskine samt det slående fravær af skulpturens traditionelle piedestal. Mens jeg bevæger mig rundt og rundt om objektet, som forsøgte jeg at fravriste det en dybere mening, en identitet, jeg endnu ikke har erkendt, bliver jeg klar over, at det hele er overflade. Jeg kan ikke trænge ind i det. Nok se ned, nok se igennem, nok se fra forskellige vinkler. Men ikke se ind bag. Objektet har ingen dybde. Ingen kerne. Mit blik bliver kastet tilbage på sig selv. Olafur Eliasson ville her sige, at vi ’ser os selv se’. Han står også i gæld til Robert Smithson.

Vi kommer aldrig ind
Hos Smithson ophæves grænsen mellem indre og ydre. Den aflange stålramme, som kassen med de skrå vægge og spejlene hænger i, antyder et inde og et ude. Det samme gør kassen. Men ser vi ned i den, ser vi overflader, der spejler overflader i en uendelighed. Vi kommer aldrig ind. Eller rettere: Vi bevæger os mellem den klart definerede metalstruktur og spejlingernes grønne fortabelse, mellem de ydre overfladers grænser og de indre overfladers grænseløshed. Her er der – i hvert fald efter 1965-standard – tale om en ny form for ’dybde’, en ny form for uendelighed. En slags neo-romantik. For tag ikke fejl. Trods sin postmoderne, industrielle coolness, trods sine værkers krystallinske og serielle karakter, er Robert Smithson inspireret af romantikken. Og barokken. Kombineret med nordamerikanske indianeres mytiske verdenssyn. Det svimlende perspektiv, afgrunden, de ørkesløse og uforanderlige landstrækninger med den ensomme vandrer, ishavet, ørkenlandskabets og skyskrabernes tidløshed… Alt dette som modvægt til den moderne fremskridtstanke, til ideen om civilisationens lineære udvikling mod stadigt nye tinder.

Forsvind i spejlenes overfladiske dyb
Deroppe på tredje niveau af SMK, i et ydmygt hjørne, står det suveræne blå objekt i diskret spotlys, uden at gøre meget væsen af sig. Jeg tænker, at nogle gæster vil gå lidt tættere på og måske undre sig, sige ’hmmm’, og så gå videre til Robert Smithsons mere spektakulære rækker af spejle og saltkrystaller, men at de, der bliver stående et ekstra øjeblik og som tillader sig selv at forsvinde i spejlenes overfladiske dyb, kan komme på en både romantisk og postmoderne vinterrejse hinsides de tid- og rumkoordinater, vi orienterer vores dagligdag efter. Men jeg kan tage fejl og er nysgerrig efter, hvad andre får ud af at kigge ned i kassen.

Fakta om værket