Mikkel Bogh blogger: Erik Hoppes 'Mor' (1932)

Læs med, når museets direktør Mikkel Bogh blogger om det, det hele handler om: kunsten.

I dette indlæg udforsker Mikkel Bogh SMK's værk Mor af Erik Hoppe.




Dette er nok det mørkeste af de såkaldte mørkemaleres malerier: Billedet af kunstnerens mor er tungt som firs onde år, en mur bygget op af lag på lag af farvemasse og med en tæthed så stor og uigennemtrængelig, at vi næsten må opgive at kigge ind i maleriet – Mor noget vi kigger på.

Den sammenkrummede skikkelse har maleren drænet for enhver charme. Også rummet hun sidder i, der knapt er et rum, men snarere fungerer som en indfatning, er uden atmosfære: Atmosfære kræver som minimum luft mellem tingene, måske også et lysindfald, og ingen af delene er til stede her.

Det er næppe en person vi ser, knapt et kommunikerende individ, men derimod en gammel krop, der befinder sig på kanten af det sociale liv: Tilbagetrukket, indadvendt, tæt på jorden og støvet. Men ikke nødvendigvis dødsmærket. Den interaktion, der foregår mellem det formløse ansigt, hænderne og det lyse parti nederst i lærredet – er det korsstingsbroderi, hun sidder bøjet over? En kaffekop? – er besværet, indædt, men levende.

Når fortælling og streg smelter sammen
Motiv og manér hænger sammen her. De er en og samme ting. Det, der males, og måden hvorpå, stemmer overens. Et motiv er ikke bare det illustrative, det forestillende, tegneserien, i maleriet, hvor malemåden og farven så skulle være indpakningen: Motivet er både billedet og det stof, der bærer billedet frem, både fortællingen og stregen.

Hoppe ved dette og insisterer på det. Se blot hvor svært det er at skelne konens tøj fra omgivelserne, figur og grund. Det er som om hele maleriet, med hud og hår, med farve og penselstrøg, med baggrund og forgrund, præsenterer sig i ét hug, muret op som et hus, der ganske vist har etager, enkelte vinduer, tag og indgangsparti, som først og fremmest er denne bygningskrop i sin helhed.

Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt det er et psykologisk portræt. Der er måske lidt Oskar Kokoschka over det. Ikke over Hoppe i øvrigt, men lige her. Hoppes kolorisme er dog af en anden art end den østrigske ekspressionists. Paletten begrænser sig til få mørke jordfarver, som med fuldt overlæg spiller maleren et mindre udtryksregister i hænde; men frem for alt er ansigtet svært at kommunikere med, næsten umuligt at aflæse.

Afbildning af en sindstilstand
Psykologi eller ej, personskildring eller ej: Maleriet fremmaner en tilstand – som vel også kan kaldes en sindstilstand – af tyngde, ophobet tid, historie der lukker sig om sig selv, massivitet og ubevægelighed. Måske også en tilstand af afmagt og sprogløshed. Maleriet fortæller os, at det selv har svært ved at give denne erfaring malerisk form. Det nærmer sig grænsen for hvad det magter at formulere. På den anden side har det jo netop givet denne erfaring – erfaringen af afmagt, erfaringen af en stemme der trækker sig væk, erfaringen af en overgang fra levet tid til a-historisk tid – et nærmest monumentalt udtryk!

Hoppes maleri vil vise os noget, som kun kan vises i maleriet.

Fakta om værket