Mikkel Bogh blogger: Wilhelm Bendz' 'Familien Raffenberg'

Læs med når museets direktør Mikkel Bogh blogger om det, det hele handler om: kunsten.

I dette indlæg udforsker Mikkel Bogh SMK's værk Familien Raffenberg af Wilhelm Bendz.

Her ser vi et på flere måder et typisk borgerligt familiebillede fra 1800-tallets første halvdel. Sådan så de ud, den slags billeder, og sådan ønskede det bedre borgerskab at fremstille sig selv.

Her er alt til faget hørende: moderigtig påklædning, kunstfærdigt opsat hår, som kun mennesker med god tid og tjenende ånder i huset magter at få sat, et hjem med klaver og strikketøj som klædelige sysler til kvinderne, afstøbning af antik skulptur, kunst på væggene og et tæt, ukompliceret familiesamvær i og omkring empiremøblerne.

Selv om grunden således er lagt til et fint udført, men også genkendeligt eksemplar af en billedtype, der var populær i bedsteborgerlige kredse, så viser Bendz' maleri af Familien Raffenberg sig ved nærmere øjesyn alligevel at være præget af et skarpt og egensindigt blik for genrens muligheder. Det skiller sig ud fra mængden.

En overraskende række af værker

I løbet af en kort og kun knapt udfoldet karriere fik Bendz, døde i en alder af kun 28 år, lavet en overraskende række af værker, der på samme tid bekræftede og redefinerede genrer som portrættet, herunder kunstnerportrættet, kunstnerselskabet og netop familiebilledet.

Det i størrelse beskedne og håndterbare maleri af Familien Raffenberg har længe tiltrukket sig min opmærksomhed. I samlingen hænger det højt, lige over Bendz' mere kendte og meget større portræt af familien Waagepetersen fra samme produktive år. Så man kan let komme til at overse det.

Senest blev jeg igen mindet om Bendz' sans for afvigelsen, da jeg på Medicinsk Museion så hans malede studie af et knæ med en enorm svulst (malet samme år som Familien Raffenberg og muligvis lavet på foranledning af Bendz' bror, der var læge og tilknyttet Det Kgl. Kirurgiske Akademi).

Persongalleriet

Hvem er så de personer på billedet? Den stående kvinde er mor til den siddende mand, den unge jurist og etatsråd Michael Raffenberg. Imellem sig har de etatsrådens forlovede, Sophie Frederikke Hagerup, som her vises under det måske lidt akavede første besøg i den kommende svigerfamilies hjem. Billedet de ser på – det kan være et malet portræt eller en tegning – forestiller (må vi tro) svigerfaderen, der på dette tidspunkt havde været død i en del år, men stadig hører hjemme i et familieportræt.

Et familieportræt uden en faderfigur kan man næppe forestille sig på dette tidspunkt i patriarkatets historie. Nu er faderen så død, og det er tid for sønnen at overtage den rolle. Etatsrådens distinkte pegefinger viser pigen, hvor autoriteten ligger og skabet skal stå. Den overfører også autoritet fra fader til søn: Jeg ligner min fader, og som han var, sådan skal jeg være. Der skal ikke herske tvivl om familiens og tingenes orden.

Billedets særpræg

Særligt to forhold springer i øjnene ved Bendz' maleri. De er begge så indlysende, at jeg selv længe knap nok noterede mig det. Det ene er, at familieportrættets hovedperson er fraværende. Det andet og endnu mere usædvanlige forhold er, at det billede, som gruppen betragter, bliver holdt i hånden.

Jeg kan komme i tanker om en håndfuld malerier, hvis hovedperson ikke er tilstedeværende i kød og blod (og mange flere, hvis hovedpersonen er en gud). En person repræsenteret i forklædning eller in effigie, altså som et billede i billedet, hvad enten det er malet, stukket eller hugget, dét er ikke ualmindeligt. Men på stående fod kan jeg ikke mindes at have set andre malerier af personer, som er fraværende i et portræt, men til stede på et maleri, som vi kun ser bagsiden af.

Det skulle da lige være den spanske barokmaler Diego Velazquez' store maleri Hofdamerne (Las Meninas, 1656, Pradomuseet, Madrid), hvor kongeparret kun ses indirekte gennem en spejl i baggrunden, mens vi ser bagsiden af det portræt, som maleren arbejder på. Dette maleri kan Bendz næppe have set (som man siger), men dog nok kendt til, måske gennem Goyas reproduktion. Men lad det nu hvile.

Usædvanligt er det. Hvad angår det andet iøjnefaldende forhold, nemlig det håndholdte maleri, så er også det ganske unikt. Man kunne her tænke på Antoine Watteaus sublime maleri med titlen Gersaints butiksskilt (1721, Schloss Charlottenburg, Berlin), som giver et blik ind i en kunsthandel, hvor en række malerier bliver pakket, studeret, håndteret og vist frem, et enkelt endda også sådan, at vi ser det bagfra. Et forlæg eller et forbillede for Bendz har det dog næppe været, sandsynligvis heller ikke engang en fjern inspiration. Bendz er et helt andet sted. I historien. I livet. I samfundet. Han fortæller en helt anden historie.

Intimsfæren udfoldet

Motivet med det håndterbare og bortvendte billede fortæller os frem for alt, at det er de nære familiebånd, der binder personerne og det betragtede billede sammen; det er intimsfæren som udfolder sig for vores øjne, både den præsentable, stuerene side af familielivet og så den side, den intimitet, som kun de indviede kender og har adkomst til at få indblik i.

Vi ser de tre personer, men vi ser ikke, hvad de ser og knapt nok hvad de føler. Her går altså grænsen for, hvad der kan repræsenteres og synliggøres for andre. Og netop derved gøres vi som betragtere opmærksomme på, hvor særligt og hvor følelsesmæssigt, denne familie er knyttet sammen, uden at det patriarkalske hierarki lider skade. Faderskikkelsen og dermed familiearven er til stede som omdrejnings- og orienteringspunkt for de levende, og den æres som var det et privat andagtsbillede.

Wilhelm Bendz har her lavet et maleri, som anviser en model for, hvordan maleri skal eller kan håndteres. Malerier skal betragtes, men er samtidig private genstande, som vi kan røre, flytte rundt på, tage til os og tage med os, berøre og knytte os til. Det er både synligt og usynligt, udstillet og inderligt.

Fakta om værket