Mikkel Bogh blogger: André Derains Opstilling

­­­

Læs med når museets direktør Mikkel Bogh blogger om det, det hele handler om: kunsten.

I dette indlæg udforsker Mikkel Bogh SMK's værk Opstilling af André Derain for at finde ud af, om det skal med på en kommende udstilling på SMK.

Jeg har igennem noget tid tænkt over, om denne nature morte af André Derain kunne få en plads i en udstilling, jeg er ved at lave her på museet. Udstillingen hedder indtil videre Intimiteter, og titlen kommer blandt andet fra en både malet og grafisk serie af samme navn af den schweiziske kunstner Félix Vallotton fra 1897.

Udstillingen skal handle om det intime rum og om hvordan, billedkunstnere fra midten af 1700-tallet og til begyndelsen af 1900-tallet forsøger at fremstille de næsten uudsigelige og på en vis måde også usynlige intime relationer mellem mennesker og mellem mennesker og ting. Det er en kunstnerisk bestræbelse, der begynder at tage form i takt med, at de traditionelle bestillere med deres forventning om historiefortælling, melodramatiske fagter og almindelig veltalenhed bliver erstattet af et mere privat og følsomt publikum. Og i takt med at kunstnere begynder at spørge sig selv, hvad der overhovedet gør maleriet til noget særligt, til et medie med en særlig udtrykskraft, med en særlig stoflighed, med et særligt greb om tiden, rummet, opmærksomheden og vores nervesystem.

En vigtig forudsætning for udviklingen af den moderne kunst
Historien om det intime i kunsten og kulturen starter og slutter selvfølgelig ikke med den periodeafgrænsning, vi har valgt at lægge for udstillingen. Fra 1700-tallet sker der imidlertid noget særligt. Kunstnere begynder at interessere sig for sider af den private og intime erfaringsverden, som almindeligvis holdes skjult for andre og som kun de nærmeste indvies i. Udstillingens påstand er, at denne opdagelse af det intime som genstandsfelt og som et hidtil upåagtet territorium for kunstnerisk undersøgelse, er en vigtig forudsætning for udviklingen af den moderne kunst. Meget mere om det senere, også her på bloggen. Lige nu handler det om at få værkerne på plads.

En særlig udfordring i forhold til netop dette tema bliver at få udstillingens historie afsluttet på en overbevisende måde et stykke ind i det 20. århundrede. Ikke fordi interessen for det intime rum forsvinder hos billedkunstnere efter denne tid, snarere tværtimod. Længere inde i århundredet bliver det imidlertid så omfattende og så kompliceret, at det ville kræve endnu en udstilling at gøre rigtig rede for denne udvikling.

Fra motiv og tema til synsmåde og en særlig form for opmærksomhed
Min tanke er i grove træk, at det intime – set over hundrede år – bevæger sig fra at være et motiv, et tema, noget, der kan vises og laves billeder af, til at blive en synsmåde, en metode eller en særlig form for opmærksomhed på upåagtede sider af verden. Dette sker over mange år. Edgar Degas tager nogle helt afgørende skridt. Til sidst behøver kunstnere ikke længere at vise en nøgen krop, en dagligstue, et portræt af kunstnerens familie eller hvad det ellers kan være – til sidst behøver de ikke vise rum eller steder, vi ville sige tilhører intimsfæren – for fra nu af er det intime noget, der sker i billedet og mellem billedet og os, der ser på det.

Lyder det lidt abstrakt? Det er det måske også. Jeg indrømmer gerne, at det have været lettere, hvis vi nu havde ladet interiøret eller familiebilledet eller selvportrættet eller den erotiske scene være tematiske ledetråde. Det er set før – og det behøver ikke være kedeligt. Men jeg vil gerne lidt videre omkring. Og jeg vil gerne godtgøre, hvordan vi kunsthistorisk set kan komme fra disse interiører og nærstudier af kroppen, hvordan vi altså kan komme fra denne 1800-talskunstnerens kredsen om det private univers og de nære oplevelser til sådan noget som et modernistisk billede, for eksempel i form af et næsten abstrakt nature morte eller en komposition af cirkler og firkanter på et lærred næsten uden dybde.

Menneskets fordrivelse fra kunsten
Nogle kunsthistorikere ville mene, at de moderne kunstnere, der lavede sådanne billede, netop tog afstand fra den lumre sen-guldalders og salonkunsts frygtsomme og verdensfjerne interiører. Den moderne kunst er anti-intim, anti-indesluttet, ifølge denne opfattelse. Det moderne er lys, transparens, struktur. Den fremragende spanske kulturfilosof José Ortega Y Gasset skrev i det lille essay Menneskets fordrivelse fra kunsten (1925), at den moderne kunst med alle tænkelige midler vil rense kunsten for menneskelighed, for personlighed, for romantikkens store følelser. Det moderne i kunsten, siger han således, er kendetegnet ved en total ligegyldighed over for det menneskeligt genkendelige; kunsten afviser bedsteborgerlige privatfølelser, nægter at befatte sig med smerte, længsler, drømmerier, naturglæde og så videre. Det intime rum forsvinder. Sådan kunne det i hvert fald se ud. Men helt så enkelt er det altså ikke. Heller ikke ifølge Ortega Y Gasset.

Med sit interessante begreb ’under-realisme’ får Ortega Y Gasset nemlig ramt hovedet på sømmet, hvad angår den tidlige modernismes nye følsomhed over for sider af verden, som ikke kunne indfanges i tidligere kunstformers netværk af store følelser og monumentale former: ”For at tilfredsstille trangen til at komme væk bort fra det menneskelige, er det ikke nødvendigt at forandre tingene i deres egentlige væsen, det er tilstrækkeligt at vende deres værdistruktur om og skabe en kunst, der i første plan kan fremvise livets biomstændigheder i monumentalstørrelse.” Det er under-realisme. Tænk blot på James Joyce, der i romanen Ulysses skriver om en enkelt dag i en mands liv – og som bruger 800 sider på det. Eller Marcel Proust, der over talrige bind og tusinder af sider beretter om en ung mands brydsomme vej mod forfattergerningen, som først bliver mulig på romanens sidste sider.

Ortega Y Gasset skriver i forbindelse med denne under-realisme (set i modsætning til 1800-tallets ’over-realisme’), at den fremviser ”en lidenskabsløs opmærksomhed for finstrukturen i følelser, sociale forhold og karakteren”. Denne opmærksomhed over for et upåagtet register af sansninger er måske den mest konsekvente videreførelse af det intime blik på verden, som begyndte i 1700-tallets både litterære og billedkunstneriske studier af affekter, følelser, detaljer og begær.

Langt fra kølig abstraktion og eksplosiv fauvisme
Beklager det tog lidt tid at komme her til, men nu nærmer vi os André Derain. Den franske kunstners Opstilling fra 1913 er et ekstraordinært maleri. Jeg er jævnligt oppe i samlingen for at gense det. Det viser en ganske anden side af det tidligere 20. århundredes maleri, lige så langt fra kølig abstraktion som fra eksplosiv fauvisme og anden kolorisme. Det er insisterende figurativt og lader ikke beskueren i nogen tvivl om, hvad der er figur, og hvad der er grund. Samtidig er det som om, at brødet, glasset og karaflen er tømt for substans; de fremstår som abstraktioner over genstandene, i hvilke detaljer, der ville have fascineret 1600-tallets stilleben-malere, er helt fraværende – lysreflekser, egenskygger, overfladeteksturer og så videre – nedtones til fordel for noget andet og mere alment. Vi befinder temmelig langt fra over-realismen her, så meget er sikkert.

André Derain modellerer ikke figurerne, men udfylder felter, som var det en undermaling, han lagde på. Derfor fremstår figurerne helt uden volumen og fylde. Han tegner knapt nok konturerne op, eller gør det i hvert fald kun nødtørftigt og langt fra overalt. Det virker snarere som om, at farvefelt er lagt ved siden af farvefelt, så genstandene fremkommer som resultat af farvernes og felternes samspil, ikke som disses ydre anledning. Maleriet efterligner ikke denne opstilling af bord, brød, glas og karaffel. Det danner dem: Først maleriet, så figurerne. Derain lader sig her helt sikkert inspirere af mester Cézannes metode: Her er masser af malerisk magi, men du kan faktisk se og mærke alle ingredienserne – intet er skjult, alt er lagt på bordet, så at sige.

Ideen om genstanden
Maleriet har en sær dobbelt virkning – i hvert fald på mig. På den ene side virker det stofligt, groft, taktilt, næsten tingsligt, og hvert et strøg kan følges på sin vej hen over lærredet. På den anden side har det noget ustofligt, æterisk og uhåndgribeligt over sig. Vi ser ikke genstande i et rum, men ideen om genstanden, tanken om dem, eller måske endnu bedre: Vi får en anelse om dem snarere end deres konkrete fremtrædelse. Måske har Derain interesseret sig mere for at vise tingenes sammenhæng og deres tilblivelse i synsfeltet og på lærredet, endnu inden de bliver til selvstændige og afrundede ting, end for at vise en verden, der er på plads og som fremstår i sin tillidsvækkende fasthed.

Katolikken Derain har dog ganske sikkert også interesseret sig for motivets kristne betydning: Den hellige Nadver og foreningen med Kristi blod og krop, communio. Museumsinspektør Dorthe Aagesen har overbevisende redegjort for den side af billedet i sin artikel til SMK’s store katalog om André Derain. Hun påpeger i samme analyse, at Derain her viser et intimt blik på tingene, et blik, der indlever sig i tingenes sanselige fremtrædelse og samtidig ser igennem dem. Det er fysisk og metafysisk på samme tid. Den franske maler Yves Klein står og venter derude i horisonten med sin både fysiske og metafysiske blå farve.

Trådene bindes sammen
Lad mig nu, lidt hurtigt, binde disse forskellige ender sammen. Man kunne, mener jeg, følge Ortega Y Gasset et stykke ad vejen og se en under-realisme i André Derains Opstilling fra 1913. Derain viser os en side af verden og af tingenes orden, som ikke tidligere har påkaldt sig den form for opmærksomhed. Det intime i dette blik på tingene – som næsten er umenneskeligt og i hvert fald bringer os ud på kanten af, hvad vi kan erfare – består ikke i, at maleren slet og ret ser godt efter og laver akademisk imitation, men derimod i måden hvorpå han forsøger at genskabe disse genstande på maleriets vilkår. Hvad angår den kristne betydning, brød og vin som Kristi legeme og blod, så kan det da ikke udelukkes, at Derain har tænkt, at vi som betragtere skulle erstatte den rene og distante synsmæssige betragtning med en anden betragtningsmåde: Foreningen med maleriet, den intime sammensmeltning eller kontakt: Maleriet er ikke noget vi ser på, hvis det stod til ham; det er noget vi er sammen med og sammen om. Maleriet som fælles anliggende.

Nu har jeg fået mig skrevet varm på, at André Derains Opstilling skal med på udstillingen Intimiteter. Men kan man følge argumentet, eller er det for snørklet? Forstår man det? Forstår jeg det?

(Tak for de mange inspirerende kommentarer, som dukkede op på Facebook, da jeg lagde nogle første overvejelser ud om dette maleri – de fleste er brugt i dette indlæg)

Fakta om værket