Mikkel Bogh blogger: Franciska Clausen: Cercle et carré, 1930.

Læs med når museets direktør Mikkel Bogh blogger om det, det hele handler om: kunsten.

I dette indlæg udforsker Mikkel Bogh SMK's værk Cercle et carré af Franciska Clausen og går helt tæt på detaljerne, der gemmer sig i maleriet.



Jeg fik selv ind med den kunsthistoriske modermælk, at den radikale modernisme inden for maleriet i første del af det 20. århundrede er kendetegnet ved sin bestræbelse på at reducere værket til en ubrydelig helhed, hvori alle dele har en nødvendighed. I modsætning hertil skulle den akademiske tradition inden for alle genrer være kendetegnet ved sin fokus på balancen mellem helheden og detaljen. Detaljen er den del, der så at sige er hængt op på et underliggende kompositorisk skelet. Man kan altid finde sjove detaljer i 1600-tallets kunst, detaljer som måske bidrager til at skabe visuel underholdning og til at få en måske lidt tung mytologisk scene til at glide ned, men som ikke selv er nødvendige for helheden.

Da maleriet fik sig selv som mål
Modernisterne fjernede detaljerne, hed det sig, sammen med de forstyrrende figurative referencer, og lavede maleri alene ved hjælp af de kompositoriske elementer: skelettet, de plastiske komponenter, kompositionen, kom i centrum. Maleriet fik nu sig selv som mål. I den modernistiske kunst skulle alle dele være retfærdiggjort af en højere og absolut enhed: værkets. Nogle ville gå så vidt som til at sige: et vellykket modernistisk maleri har ingen dele. Det er en enhed.

Nuvel, der er flere problemer i dette synspunkt, også selv om det trivedes blandt både kunstnere og kritikere langt ind i det 20. århundrede. Det ene problem er så åbenlyst, at man næsten ikke behøver nævne det. Nogle kunstnere forsøgte at opnå den forjættende værkmæssige enhed, der gjorde værket, maleriet, til en genstand i sig selv – en idé der på en måde kulminerede i 1960’ernes minimal art. Men lige så mange af modernismens kunstnere – og her er problemet med ovenstående analyse – søgte i deres kunst at objektivere splittelsen, bruddet, manglen på helhed og sammenhæng, manglen på nødvendighed. Tænk på Kurt Schwitters og hans berømte Merzbau: En hel lejlighed pakket ind i krystallinske hvidmalede plader, en tredimensionel abstraktion, der lige under overfladen viste sig at være en collage bestående af alt muligt bric-a-brac fundet på gaden. Modernismen er for så vidt en meget mere sammensat bestræbelse end de forenklende fortællinger lader ane. Selv om fortællingerne kan være nyttige nok i nødens stund.

Franciska Clausens cirkler og firkanter
Det andet problem er mere subtilt. Det har måske især sit udspring i, at vi glemmer at se ordentligt efter. Se nu på dette maleri af Franciska Clausen. En komposition af cirkler og firkanter, dateret 1929 på lærredet, 1930 på skiltet. Ingen tvivl om at Franciska Clausen ville helheden her. Afgørende for hendes udvikling var det forhold, at hun, der var født og opvokset i det indtil 1920 tyske Åbenrå, havde tysk som sit andet modersmål, kunne orientere sig mod Tyskland og at hun gik på kunstskoler i München og Berlin. Her stiftede hun bekendtskab med tidens eksperimentende strømninger i billedkunsten, endda nogle af de mere radikale af slagsen. Hun bevægede sig ind på det abstrakte maleris område, udstillede i Berlin og Paris, gik i skole hos Fernand Legér og kom i 1929 ind i kredsen omkring Piet Mondrian, som uden tvivl har været en stærk påvirkning på tidspunktet for dette værks tilblivelse. Så jo, værket som en ubrydelig helhed, som en totalitet af samvirkende elementer, har spillet en rolle. Som idé. Det er måske i det hele taget et værk, der bygger på en idé; Franciska Clausen har sat nogle enkle regler op – de skal overholdes. Men der andet på spil i det.

Detaljer der bryder reglerne
Der er detaljer, der er en intimitet, et materiale, spor af en proces og et arbejde, som ikke adlyder de samme regler. Her begynder den abstrakte kunst for mig at se at blive rigtig spændende. På idéplanet er der tale om firkanter, men ingen linjer er rette. Det er tydeligt at figurerne er tegnet op med blyant eller pen, endda med brug af lineal og passer. Læg for eksempel mærke til hullerne efter passeren i midten af alle cirklerne. Farven er imidlertid lagt på i fri hånd. Det hele er lidt skævt, vaklende og sitrende. Det giver liv, bevægelse, og ansporer til opmærksomhed på, ja, detaljen, de bittesmå forskydninger og berøringer, som gør at vi ikke længere kan læse billedet som en ren komposition, men også må se på måden hvorpå streger er trukket op, farven lagt på, måden hvorpå cirklerne og firkanterne ligesom flyder rundt i dette system uden system.

Disse materielle, stoflige og processuelle sider af billedet påvirker også min aflæsning af geometrien. Cirkler indskrevet i et mønster af firkanter indeholder her sin egen tale om nærhed, berøring, variation, tilnærmelser og frastødning. Det handler om relationer. Både menneskelige og ikke-menneskelige. Det er en styrke ved abstraktionen – især her hos Franciska Clausen – at den kan tale om relationer, møder og rammer uden at rejse spørgsmålet om det menneskelige. Der er kræfter på færde her, som findes overalt, i menneskers såvel som i tingenes univers.

Man er nødt til at stå foran værket for at forstå
Man skal læse maleriet i detaljen, for rigtig at kunne se det. Forleden dag stod jeg i 20 minutter foran værket og prøvede at fange disse maleriske mikro-fortællinger med min mobiltelefon. Resultatet var skuffende. Ikke kikset, ikke grimt, men bare lidt meningsløst. Man er nødt til at stå foran værket for at forstå. Størrelsen eller formatet er her velvalgt fra Franciska Clausens side: Maleriet er akkurat småt nok til at vi kan overskue det i et blik, men samtidig så stort at vi kan fastholde detaljen i udførelsen, uden at miste overblikket – faktisk bliver man kastet frem og tilbage mellem denne helhed, denne selvberoende enhed, som det gerne vil være, og de detaljer som får helheden og systemet til at vakle eller skride.

Franciska Clausen har her lært mig noget værdifuldt om abstraktion: Den er ikke kun en idé, men også noget ganske fysisk, der udfolder sig lige her for mine øjne.

Fakta om værket