Mikkel Bogh blogger: Frans Hals' René Descartes

Læs med når museets direktør Mikkel Bogh blogger om det, det hele handler om: kunsten.

I dette indlæg udforsker Mikkel Bogh SMK's værk René Descartes af Frans Hals og går helt tæt på detaljerne, der gemmer sig i maleriet.



Denne lille barokke perle af et mandsportræt er efter min opfattelse et af SMK's mest intense malerier. Det er ikke et mesterværk af den type, mange vil stå i kø for at beundre, ja faktisk er det blot en diminutiv skitse til et større maleri, der i dag hænger på Louvre i Paris. Men lidenheden, det intime format, kræver opmærksomhed, trækker os tættere på ansigtet, får os til at bøje os frem og se efter. Helt tæt på maleriet kan vi studere trækkene, ikke bare personens træk, men også maleriets egne træk, så at sige: de både små og store strøg der som synlige spor af billedets tilblivelse og af den indsats, der er lagt i værket, giver os fornemmelsen af at ansigtet er udført on the fly, mens personen er blevet iagttaget, ikke mindst ved hjælp af en suveræn beherskelse af virkemidlerne. Maleren fortæller os, at han kan – og hvilke ingredienser han jonglerer med. Ingen grund til at udpensle for meget. Selv det endelige, officielle portræt har – som så mange af Hals’ malerier – lidt af den barokke skødesløshed i sig. Men skitsen er, forekommer det mig, langt mere interessant, langt mere intens. Som karakterstudie, som portræt af en filosof og – hvor besynderligt den end lyder – som portræt af et maleri.

Udforsk maleriets detaljer
At den portrætterede er 1600-tallets største filosof, grundlæggeren af moderne rationalisme, bevidsthedsfilosofi og videnskabsteori, franskmanden, der boede i Amsterdam det meste af sit voksne liv, René Descartes, skal i denne sammenhæng være mindre afgørende (mens det nok i høj grad var afgørende for den anfægtede person, der på et tidspunkt har afsat dybe ridser ned over lærredet, særligt omkring filosoffens ansigt). Vi ved ikke om Frans Hals kendte til Descartes’ tanker. Sandsynligheden taler for at han ikke gjorde det. Men spørgsmålet er interessant nok. Hvad lægger jeg i øvrigt mærke til i billedet? En ældre person klædt i mørkt tøj udstyret med hvid krave, malet mod en plan baggrund; store, varme, trætte øjne, et langt, udslået og mørkt kruset hår, en hånd der holder en bog, knapt synlig nederst i billedet. Jeg ser også et svagt smil på læberne, men er i tvivl om hvorvidt det smil er henvendt til mig eller om der er tale om et introvert smil vendt mod filosoffen selv, der måske glædes ved tanken om et overbevisende gennemført bevis eller argument. Så ser jeg penslens arbejde på fladen, de lidt skarpe strøg, der aldrig flyder helt sammen. Måske fordi det hele blot er et diagram over det maleri som skal finde en mere færdig form i det ’store’ værk. Eller også fordi vi skal se, hvor få midler maleren har måttet anvende for at fremmane denne personligheds inderste væsen. Det er enkelt, nøgternt, grænsende til det puritanske. Vi er da også i det protestantisk dominerede Holland. Selv om både Frans Hals og René Descartes var en slags katolikker. Tankens klarhed. Malerens rene midler. ’Jeg tænker, altså er jeg’ sagde Descartes. ’Jeg maler, altså er jeg’ kunne Frans Hals have sagt.

Det endelige og uendelige i samme lille portræt
Hvorfor siger jeg barok? Især fordi maleriet har noget uendelighed i sig. Tøjet er så fyldt med folder og lag, at vi ikke ser, hvor det begynder og hvor det ender. Det samme med håret og huden i ansigtet: Der er ingen ende på det. Sådan kan denne person fremstilles i et bestemt øjeblik – i det næste ser det anderledes ud, fordi tøj, hår og ansigt da vil ligge i andre folder. Meget er regelbundet, men lige så meget er uregelmæssigt. Ikke ude af kontrol. Bare uregelmæssigt. I bevægelse. Uendeligheden findes. Men mennesket selv er endeligt. Det skal dø. Portrættet ved det. Frans Hals viste ikke, at filosoffen skulle dø allerede et år efter skitsen blev lavet. Men hans maleri havde på en måde taget højde for det. Der er ingen ende på verden – men der er en ende for den enkelte. Maleriet har fat i både det endelige og det uendelige. I samme lille portræt. Det er barokt.

Fakta om værket