Mikkel Bogh blogger: Alessandro Mattias 'Portræt af Laura Chigi'

Læs med, når museets direktør Mikkel Bogh blogger om det, det hele handler om: kunsten.

I dette indlæg udforsker Mikkel Bogh SMK's værk Portræt af Laura Chigi af Alessandro Mattia.



Jeg må indrømme, at jeg ikke kender kunstneren og ikke har set andre malerier af ham end dette portræt af et barn af den velhavende og meget indflydelsesrige siennesiske adelsslægt, Chigi, der tjente penge på bankvirksomhed og leverede mindst én pave til Rom.

Vi er i barokken, nok i 1600-tallets anden halvdel, måske omkring 1670, men portrættet giver mindelser om senrenæssance eller manierisme, hvis man ellers synes stilperioder har nogen mening her. Det er enkelt, stiliseret, malet uden falbelader og forførende penselstrøg. Pigen står i et udefineret rum, vel nærmest en neutral flade, hvorpå hun præsenteres. Et rødbrunt tæppe eller en drapering, trukket til side øverst i billedet, indikerer, at hun står et sted, at der er et rum omkring hende, ligesom en svag antydning af en gulvbelægning i maleriets modsatte hjørne giver fladen lidt perspektiv og dermed frembringer en vis rumillusion. Hun har trods alt grund under fødderne. Derudover er baggrunden mest af alt en diffus og ganske løseligt malet indfatning, ikke uden nuancer, ja faktisk ulmende af noget, der kunne karakteriseres som skyer af farve, men ikke desto mindre en diskret scene for det som det hele handler om her: Portrættet, prinsessen, pigen og hendes tøj.

Portræt af en Chigi
Når vi siger portræt, tænker vi gerne på billeder, der på den ene eller anden måde bærer en lighed med den, der portrætteres. Om ikke andet så på et billede, der forholder sig til den portrætteredes psykiske liv og som et minimum fokuserer på ansigtet. Alessandro Mattias maleri svigter på flere, hvis ikke samtlige, af disse kriterier. Ligheden med den historiske person kan vi ikke udtale os om, men jeg mener, der er grund til at antage, at lighed ikke har været det afgørende i dette portræt, hvor ansigtet mest af alt ligner en maske: Ubevægeligt, lidt tomt i udtrykket, karakterløst. I hvert fald efter en moderne forståelse af hvad et ansigt kan fortælle om en person. Man kunne også tale om en karakterfuld karakterløshed. Udtrykker ansigtet noget – og det gør det selvfølgelig altid, også i et maleri – så må det være adel, fornemhed, uberørthed, den fuldkomne tilpasning af en krop til en streng norm, evnen til at videreføre slægtens bedste og mest noble træk. Det er næsten ægyptisk i sin henvisning til traditionens snævre bånd. Ikke noget med moderne individualitet her, ikke noget med at udvise selvstændighed: Pigen er først og sidst en Chigi.

Er ansigtet i fokus? Både ja og nej, sådan som jeg ser det. Ansigtet står centralt, oplyst og velformet som kapitælen, der kroner en fin søjle. Men det er også en del af en krop eller en fremtrædelse, hvoraf kjolen fremstår som det mest betydningsfulde. Måske har piger i de foregående generationer gået med samme kjole, måske er den lavet specielt til denne portræt-session; i hvert fald kan der ikke herske tvivl om, at den er fremstillet af det dyreste stof, pels, silke, brokade… Denne kjole indtager en monumental særstilling i maleriet. Den siger måske det samme som ansigtet, den er objektiveringen af pigens tilstand. Ja, som helhed – kjole og pigeansigt, kroppen og tøjet – udgør de en ting, ja egentlig mere et objekt end et subjekt.

Melankolien – et adelsmærke
Er det derfor jeg har så svært ved at undgå at se melankolien i denne pige? Langt inde bag ved er en person ved at vokse frem i denne krop. Men for at kunne udvikle sig, skal personen finde de snævre åbninger i et sikkert ekstremt normativt system, hvor adfærd er fyldt med koder og reguleringer, og hvor afretningsmetoderne kan være barske. Der er ingen far og mor at støtte sig til, ingen at lege med – kun et barn, der allerede i en helt ung alder forventes at være som en voksen. Sandsynligvis er dette et alt for moderne blik at se Laura Chigi med. Melankolien – hvis den er der – kan komme et andet sted fra: Den er et adelsmærke. Laura viser os endda med pegefingeren direkte ind mod sin milt (’splen’ på græsk, ’spleen’ på engelsk, også et udtryk for den klædelige melankoli), som for med et diskret tegn at understrege at hun ikke kerer sig – ikke må kere sig – om de verdslige sider af livet, ikke må engagere sig med for stor lidenskab i verden omkring sig og da slet ikke på en måde, som kunne true hoffets strenge etikette og den møjsommeligt opbyggede persona.

Skræmmende trist og smukt
Det er en dukke vi ser. En levende, en animeret dukke. Noget man kan give kjoler på og anbringe i forskellige situationer. Halvvejs objekt, halvvejs person. Gad vidst hvor meget maleren har leveret af den forventede vare til bestillerne, familien. Har han helt uden selvstændig iagttagelse blindt gentaget den norm, som hun forventedes at inkarnere? Gad vidst om han ikke har set, og forsøgt at finde udtryk for, et lille skisma i denne unge tingsliggjorte krop, som et sted derinde også er en ung bevidsthed, undervejs i sit møde med en livsverden, der jo aldrig kun er koder og regler. Ellers ville maleriet måske ikke være blevet så skræmmende trist og så smukt på samme tid.

Fakta om værket